10. april 2010

1 kommentarer

minutters læsetid

  • Forside
  • /
  • Blog
  • /
  • Hvor lav en fødevarekvalitet kan vi være bekendt?
Lækker hakkebøf?

Hinder, sener, fedt, knuste kyllingeskrog og marv, lyder det som opskriften på en god kødfars? Nej vel. Men ikke desto mindre er det åbenbart det, vi danskere alt for tit propper i munden – måske i den tro, at det vitterligt er kød.

Den seneste tid har der været flere tv-programmer, der har demonstreret, hvor få krav der egentlig gælder til kvaliteten af den mad, vi køber, så længe den bare ikke er sundhedsskadelig. Senest var det programmet Praxis på TV2, der i tirsdags satte sig for at fremstille Danmarks dårligste burgerkød. Og hvis du troede, at en burger var lavet af hakket oksekød, eller måske bare at det væsentligste indhold var kød, så må du nok hellere tro om igen. Her har du nemlig opskriften på en ”lækker” burger:

  • Burgeren bliver for dyr, hvis den fremstilles af rent oksekød, så derfor starter man med lidt oksekød af den halvdårlige slags og med en høj fedtprocent – gerne op til 25 %
  • Da svinekød er billigere end oksekød kommer man også gerne noget halvdårligt svinekød i
  • Kyllingekød er billigere end svinekød, så det tager vi også med, selvfølgelig ikke at den bedste kvalitet, men det der er blevet til overs, når det gode er taget til andre formål
  • Og vi skal jo have alt kødet fra kyllingen med, så kyllingeskroget kommer vi lige i en centrifuge og giver det en ordentlig omgang, så får vi også de mindste stykker med
  • Men hvad med selve kyllingeskroget, kan vi ikke også bruge det? Jo, det knuser vi da bare. Knogler, sener, hinder og brusk bliver til en dejlig masse (maskinudbenet kød), som også kan kommes i burgeren
  • Og så har vi jo glemt det allerbilligste – vand. Men det er jo begrænset, hvor meget vand kødet kan holde på af sig selv, så vi tilsætter lige en masse dextose, et tilsætningsstof der gør, at der kan komme mere salt i kødet, og jo mere salt der kan komme i, jo mere vand kan der komme i…

Mmmmmmm, lækkert. Tænk lige lidt over det næste gang du spiser en burger.

Hvad det maskinudbenede kød angår så fik ernæringseksperten Orla Zinck i øvrigt i 2001 rettens ord for, at han måtte kalde maskinudbenet kød for ”en tyktflydende, glinsende, let slimet og grødet substans, som end ikke med lidt god vilje kan kaldes menneskeføde”. Det er den mest rammende beskrivelse for det produkt, jeg er stødt på, men ikke desto mindre er det altså noget, industrien flittigt benytter sig af i den mad, vi spiser.

Men er der da ingen regler for, hvad der må komme i en burger? Jeg ved det ikke, men jeg synes i hvert fald opskriften her viser, at rammerne er alt alt for vide.

Og det stopper jo slet ikke her. Et andet eksempel fra samme udsendelse er kunstig aroma, som får pølser til at smage røgede. Så slipper industrien jo for rent faktisk at ryge dem. Neutralmarinade er et andet trick, jeg før har skrevet om her på bloggen, for slet ikke at nævne kødklister. Og så har jeg endda kun nævnt de ting, jeg kender til, fordi jeg har set dem på tv. Der findes formentlig mange flere uhyrligheder, jeg bare endnu ikke har hørt om.

Er dårligst virkelig bedst?

Eksemplerne får mig til at tænke, om vi forbrugere da er helt uden kvalitetssans? Vil vi bare have det dårligste af det dårligste for enhver pris?

Skal man tro udsendelsen ovenfor, så kunne noget tyde på, at svaret faktisk er ja. Da man til sidst i programmet testede burgere fremstillet ud fra opskriften herover på en række forbrugere, så foretrak de fleste faktisk denne burger frem for en rigtig kvalitetsburger, som indeholdt rigtig kød, som de samtidig fik en smagsprøve på.

Men mener vi virkelig, at den dårlige burger smager bedst? Det nægter jeg at tro.

Hvem bærer skylden for den dårlige fødevarekvalitet?

De to væsentligste årsager til, at vi spiser de dårlige produkter, er efter min mening for det første, at fødevareindustrien har vænnet os til den dårlige kvalitet, og for det andet at vi er blevet vænnet til det uden at være klar over det, da det er blevet holdt skjult for os.

Men hvis vi skal starte med os selv, så har vi forbrugere nok også et medansvar for, at kvaliteten er blevet så dårlig, og det har vi i kraft af vores overdrevne fokus på at købe tingene til den lavest mulige pris. Ligger der to pakker kyllinger ved siden af hinanden, som begge ser gode ud, vil mange tage den billigste, selv om årsagen til at den anden er dyrere måske er, at den er af en bedre kvalitet. Og det er selvfølgelig et problem, da det presser producenterne til at fokusere mere på pris end kvalitet.

Det egentlige problem er imidlertid, at industrien efter bedste evne prøver at skjule den dårlige kvalitet for os. Som almindelige forbrugere kan vi jo mange gange ikke se forskel, når vi står nede i butikken. Det kan være svært for mig at finde ud af, om produktet er godt eller skidt. Og ja, så vælger jeg måske nogle gange det billigste produkt, fordi det jo også ser godt nok ud, og fordi det er pakket lækkert ind. Hvis en billig kylling i stedet for at være “pakket ind” i betegnelsen ”neutralmarineret” i stedet for den mere sigende “denne kylling har vi pumpet med 40 % vand for at kunne sælge den billigere”, så tror jeg nok, jeg ville vælge kyllingen uden vand og dermed det dyreste af de to produkter. Men da udtrykket ”neutralmarinade” er et intetsigende ord, noget som leder tanken hen på, at kødet måske har ligget i en form for marinade i et stykke tid, ja så har jeg ikke anledning til at blive mistænkelig. Hvordan kan jeg tro andet end at et stykke fersk kød er et rent og ubehandlet stykke kød?

Og det er her, myndighederne burde komme på banen og hjælpe os. Og det skulle de gøre ved at stille tilpas skrappe krav til en ærlig og redelig mærkning af varerne. Det bør simpelthen ikke være lovligt at skjule den dårlige fødevarekvalitet.

Desværre skal vi nok ikke forvente, at vores fødevareminister hjælper os forbrugere i denne sag. Tag for eksempel begrebet neutralmarinade, som han i en artikel i Politiken den 9. april udtalte følgende om: ”Der har været meget medieomtale af de neutralmarinerede kyllinger, så jeg tror bestemt at forbrugerne ved hvad det er. Da det tilsatte er smagsneutralt, mener jeg ikke at ordet ”neutralmarinering” er vildledende”. Og dermed følger han jo blot i sin forgængers fodspor på det område og fortsætter med ensidigt at varetage industriens interesser på bekostning af forbrugernes.

Måske er der stadig håb

Men blot fordi fødevareministeren ikke er på vores side, betyder det jo ikke, at der ikke kan gøres noget. Og et par få nylige lyspunkter er der dog også fra anden side.

Meget tyder på, at EU-Parlamentet siger nej til en godkendelse af det såkaldte kødklister (også kaldte thrombin). Selv om EU-Kommissionen og et stort flertal af medlemslandenes regeringer har stemt for en godkendelse (den danske regering blev mod sin vilje tvunget til at stemme nej), så ser det altså ud til, at fornuften har sejret i parlamentet. Som parlamentsmedlem Christel Schaldemose i går sagde til DR Nyheder: ”Mine kolleger i parlamentet synes lige som vi, at det lyder utroligt ulækkert og meget bekymrende, at man skal bruge det her thrombin til at vildlede forbrugerne om, hvad kødet indeholder”.

Et andet lyspunkt er, at Socialdemokratiet netop har annonceret, at begrebet ”neutralmarineret” efter deres opfattelse vildleder forbrugerne, og at de derfor vil stille forslag om, at industrien skal tvinges til at bruge en mere sigende betegnelse som f.eks. ”vandpumpet” eller ”maskinelt pumpet kød”.

Og måske vi forbrugere så også skulle prøve at tage os mere sammen og forholde os mere kritiske til det vi køber og dermed det vi spiser. På nuværende tidspunkt har vi ikke gode muligheder for at se forskel, men ignorerer vi den pæne indpakning og studerer vi varedeklarationerne bedre, kan vi dog måske komme det værste til livs. Selv om jeg i bund og grund ikke synes, at det er en tilfredsstillende løsning, at vi bare kommer det værste til livs…

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse bliver ikke offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

relaterede indlæg