Farvel kødklister

Ved du endnu ikke hvad kødklister er, så læs mit tidligere indlæg herom.
Jeg håber ikke, jeg er den eneste, der har undret sig over, hvorfor nogen overhovedet kunne komme på at tillade et tilsætningsstof som kødklister, som jo har et helt åbenbart potentiale til at vildlede os forbrugere om, hvad det er, vi spiser, men hidtil har der tilsyneladende inden for fødevarelovgivningen været et udgangspunkt om, at alt hvad der ikke direkte var farligt for mennesker skulle være tilladt. Det er jo i sig selv et skræmmende faktum, jeg i hvert fald ikke har været klar over, men heldigvis har EU-Parlamentet da så nu fastslået, at fødevarelovgivningen fremover også i et vist omfang kan tage hensyn til forbrugernes interesser.
Det er godt at se, at forbrugerne har vundet en lille sejr i kampen om fødevarekvaliteten, men at kødklistret nok ikke bliver det sidste kreative påfund fra industriens side illustreres imidlertid af Dansk Industris kommentar til forbuddet. Astrid Bork Andersen fra Dansk Industri udtaler således til pressen, at forbuddet er blevet vedtaget på et usagligt grundlag, og at der med de beføjelser Europa-Parlamentet nu har, vil komme flere sager, hvor følelserne overskygger fornuften i lovgivningsarbejdet, som hun formulerer det. Den udtalelse behøver vist ikke yderligere kommentarer.
Det fremgår i øvrigt af pressen, at det var et snævert flertal i Parlamentet, der stemte for forbuddet. Det kunne være interessant at vide, hvem af de danske parlamentsmedlemmer, der stemte for forbuddet, og hvem der stemte imod. Hvis nogen ved det, så lad gerne høre fra jer.
Abonnér på mit nyhedsbrev
Få besked hver gang der er et nyt indlæg
