Modstrøm har overtrådt reglerne, fastslår Forsyningstilsynet
I 2022 afslørede Jyllands-Posten en række kritiske forhold hos elselskabet Modstrøm, bl.a. at selskabet tjente rigtig mange millioner kr. på, at tidligere kunder glemte at få deres tilgodehavender udbetalt. Og Modstrøm var ikke helt uden skyld i, at det forholdt sig sådan.
Selv om Modstrøm så længe et kundeforhold eksisterede
- løbende kunne sende kunderne fakturaer på mail,
- løbende kunne hæve penge hos kunderne,
- løbende kunne overføre penge til kunderne, og
- automatisk kunne hæve et tilgodehavende hos kunderne i forbindelse med en aftales ophør
Så kunne Modstrøm
- ikke sende kunderne slutafregningen på mail og
- ikke automatisk udbetale kunderne et eventuelt tilgodehavende
I stedet for at modtage slutafregningen på samme måde, som man hidtil havde modtaget alle fakturaer, fik man kun en kort e-mail, hvor der stod, at slutafregningen, når den var klar, kunne findes på selskabets selvbetjeningsside. Man vidste med andre ord ikke, hvornår den ville være tilgængelig, ligesom man ikke ville blive opmærksom på et eventuelt tilgodehavende, medmindre man loggede på selvbetjeningsløsningen, efter at slutafregningen var blevet tilgængelig. Det siger næsten sig selv, at mange ikke fik tjekket, om de havde et tilgodehavende og derfor heller ikke fik det udbetalt.
Er det bare mig, eller får du også den tanke, at det ikke var helt tilfældigt, at Modstrøm havde indrettet sig på den måde?
Den 3. november 2023 traf Forsyningstilsynet så afgørelse i sagen, som de (efter presseomtalen i Jyllands-Posten) havde henvendt sig til Modstrøm om.
Forsyningstilsynet konstaterer og påtaler i afgørelsen, at Modstrøm hverken havde overholdt reglerne om at sende en slutafregning senest 6 uger efter ophør af aftale, eller reglerne om at sikre, at kunderne fik et eventuelt tilgodehavende tilbagebetalt, hvilket det i henhold til reglerne er Modstrøms ansvar at sørge for.
Samtidig konstaterer tilsynet, at Modstrøm efterfølgende har ændret sine procedurer, så kunderne fremover i hvert fald modtager en mail med en besked om, om de har et tilgodehavende, ligesom der bliver gjort lidt mere for at sikre, at kunderne også får udbetalt et eventuelt tilgodehavende. Underligt nok går tilsynet dog ikke hele vejen og kræver, at Modstrøm automatisk skal udbetale et eventuelt tilgodehavende, hvilket vel ville have været det naturlige, i stedet for at det fortsat skal være kunden, der skal foretage sig noget aktivt for at få pengene.
Det virker på den baggrund lidt som om Modstrøm er sluppet af sted med nogle mindre ændringer, som formentlig ofte vil føre til det samme resultat som hidtil, nemlig at kunderne ikke får deres tilgodehavender udbetalt.
Det er i øvrigt sjovt at læse den pressemeddelelse, Modstrøm har lagt på selskabets hjemmeside i forlængelse af Forsyningstilsynets afgørelse. Modstrøm nævner ikke med et eneste ord, at selskabet har overtrådt reglerne på området, men skriver i stedet bl.a. følgende: ”Modstrøms praksis følger gældende regler, hvor kunderne har et retskrav på en slutopgørelse inden for seks uger, og at eventuelt tilgodehavende tilbageføres til kunden. Hos Modstrøm får kunderne særskilt besked, når slutopgørelsen er klar, og vi fører herefter eventuelle tilgodehavender tilbage til kunderne, så de har rådighed over beløbet på deres saldo hos Modstrøm.”
Strengt taget er det på nuværende tidspunkt korrekt, fordi de som følge af Forsyningstilsynets indgriben har ændret deres praksis, men ved man ikke bedre, må man næsten forstå det sådan, at Modstrøm altid har opført sig korrekt, hvilket jo bestemt ikke er tilfældet.
Senere skriver Modstrøm også følgende i pressemeddelelsen: ”Vi er tilfredse med, at Forsyningstilsynet i deres afgørelse vurderer, at vores aktuelle fremgangsmåder efter deres vurdering overholder kravene.”
Smart formuleret, men det dækker jo igen over, at Modstrøm havde en ulovlig praksis indtil Forsyningstilsynet henvendte sig, og at man for nylig har ændret praksis som følge heraf.
Jeg er ked af at sige, at jeg selv har været kunde hos Modstrøm, men glad for at jeg ikke er det længere.
Abonnér på mit nyhedsbrev
Få besked hver gang der er et nyt indlæg
Ser spændt med som en af dem der har haft Modstrøm El med Spareaftale i nogen år. Har nu skiftet og fået en mail om at jeg kan logge ind og få mit tilgodehavende udbetalt. (kan dog ikke gennemskue om det er det rigtige beløb, men der er penge tilgode). Når jeg trykker på linket eller prøver at gå på deres hjemmeside…. Surprise! – det kan ikke lade sig gøre at logge på. Ser ud som om hjemmesiden ikke virker… er spændt på om jeg får mine penge. Slutafregningen er i øvrigt et pdf på 34 sider,- selv om jeg er skolelærer aner jeg ikke om det stemmer ;-)
Jeg husker også, at jeg fik en meget lang slutafregning. I bund og grund er det en kopi af alle de regninger, de har sendt undervejs. Umiddelbart så tallene rigtige nok ud, trods alt :-)