Bør et webhostingfirma ikke kunne kommunikere online?

Senest opdateret: 17. maj 2024Af

For nylig skulle jeg opsige et abonnement hos webhostingfirmaet one.com. Det skulle vise sig ikke at være helt så ligetil som jeg troede.

For det første er deres opsigelsesfrister ikke helt normale. Vil man opsige et abonnement (som altid løber et år ad gangen), skal man gøre det senest 45 dage inden udløbet af abonnementsperioden. Gør man ikke det, forlænges abonnementet i endnu et år.

Men størst var min overraskelse, da jeg så, at det af abonnementsvilkårene fremgår, at abonnementet kun kan opsiges pr. gammeldags brev eller pr. telefax. Helt ærligt, det er et webhostingfirma, vi har med at gøre. Burde de ikke kunne finde ud af at acceptere opsigelser via e-mail, via en webformular eller via det personlige kontrolpanel, som alle brugere hos one.com styrer deres abonnement igennem?

Selvfølgelig er det muligt, og de to vilkår kan alene tjene det formål at gøre det så besværligt som muligt at opsige sit abonnement.

Vilkåret om automatisk forlængelse i et år ekstra har Sø- og Handelsretten faktisk allerede tidligere taget stilling til i en retssag mod Viasat, der gjorde noget tilsvarende. Her fastslog retten, at et sådant vilkår er ulovligt.

Hvad vilkåret om opsigelse pr. brev eller telefax angår, så må det nødvendigvis være i strid med god markedsføringsskik at stille et sådant krav op, der alene kan tjene det formål at besværliggøre opsigelsen, især i en situation hvor al anden kommunikation med firmaet foregår online.

Fik jeg i øvrigt sagt, at one.com i sine forretningsbetingelser giver sig selv adgang til til enhver tid at ophøre med en bestemt abonnementsform med 30 dages varsel? I disse tilfælde kan man dog som kunde undtagelsesvist få et forudbetalt abonnement for resten af abonnementsperioden retur…

One Comment

  1. Hans Andersen oktober 15, 2008 kl. 9:18 am- Svar

    Nu er det muligt at opsige online, jeg har selv prøvet det.

    Læs deres forretningsbetingelser

    1.6. Opsigelse af abonnement
    Opsigelse kan ske online ved henvendelse til One.com supporten, som via e-mail vil fremsende et link til opsigelse af
    abonnementet. Mailen sendes til den e-mail-adresse, som står registeret under abonnementets kontaktoplysninger.

    Kunden skal klikke på det fremsendte link og bekræfte opsigelsen ved indtastning af abonnementets adgangskode.
    Opsigelse kan alternativt også ske pr. brev eller fax i underskrevet tilstand.

    Når One.com har modtaget en opsigelse, vil kunden automatisk se modtagelsen af denne på forsiden af
    kundens One.com kontrolpanel. Kunden vil ligeledes modtage en bekræftelses-e-mail vedrørende
    opsigelsen fra One.com.

Skriv en kommentar