5. september 2009

0 kommentarer

minutters læsetid

Nu skriver jeg jo normalt kun om forbrugerforhold her på bloggen, men her kommer alligevel et eksempel på, hvordan også virksomhederne hver dag risikerer at blive snydt.

Den anden dag lå der en mail (på engelsk) i min indbakke fra firmaet World Business Guide, som opfordrede mig til at lade min virksomhed… optage i 2009/2010 udgaven af World Business Guide.

Opdatering var helt gratis, stod der. Jeg skulle bare udfylde den vedhæftede pdf og returnere den til firmaet.

Da jeg åbnede den vedhæftede pdf, var det fremhævet med fed, at det var gratis at opdatere oplysningerne.

Men ved et nærmere eftersyn kunne man se, at det i et stort tekstafsnit med småtskrevet tekst fremgik, at man bandt sig til et abonnement til 995 euro (7.500 kr.) pr. år i mindst 3 år, hvis man skrev under på blanketten.

Der var med andre ord tale om et forsøg på hvad jeg vil kalde bondefangeri. Man prøver at give indtryk af, at det er gratis at udfylde og returnere blanketten, mens realiteten er, at man kommer til at hænge på en regning på mindst 22.000 kr., hvis man ikke nærlæser blanketten og ved en fejl kommer til at underskrive den i den tro at det er gratis.

I dette tilfælde var det et firma ved navn World Business Guide, P.O. Box 2021, 3500 GA Utrecht, Holland, der stod bag. Firmaet oplyser selv, at det er en del af et spansk firma ved navn International Directories Group Ltd., C/ Azcona, 58, local, BOX 252, 28028 MADRID, Spanien.

Men eksemplet med World Business Guide er kun et ud af mange. F.eks. modtog Forbrugerombudsmanden i 2008 mange klager over firmaet Dansk Internet Register, som benyttede sig af samme fremgangsmåde.

Det er med andre ord ikke kun os forbrugere, der hver dag må tage os i agt for useriøse erhvervsdrivende.

De services, som den slags firmaer siger, man får for pengene, er i øvrigt ofte også af tvivlsom karakter. Den hjemmeside (www.world-businessguide.com), som man ifølge e-mailen fra World Business Guide skulle kunne finde min ”virksomhed” på, er således slet ikke tilgængelig.

Det bedste man kan gøre ved den slags breve og mails er at smide dem ud/slette dem. Er man kommet galt af sted og bliver afkrævet penge, kan der være hjælp at hente på hjemmesiden hajnettet.dk, som Håndværksrådet står bag.

Opdatering 8. februar 2011: World Business guide huserer stadig. Forleden modtog jeg igen en mail helt identisk med mailen ovenfor, blot var det nu udgaven 2011/12, jeg skulle indsende opdateringer til. Kort tid efter modtog jeg desuden en næsten identisk mail fra et andet online register ved navn World Company Directory, hvor der helt på samme måde som med World Business Guide var vedhæftet en pdf-formular, som jeg blev opfordret til at udfylde. Man kan tilsyneladende hurtigt købe sig fattig i nytteløse annoncer som erhvervsdrivende, hvis det er det, man har lyst til.

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse bliver ikke offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

relaterede indlæg