Hvad gør man som forbruger, når ens egen dømmekraft svigter, og den eneste, der forsøger at stoppe én, er banken?

Svaret på det spørgsmål var måske nok noget overraskende i en nylig afgjort sag (sag 395/2025) ved Det Finansielle Ankenævn, for her valgte forbrugeren nemlig at anlægge sag mod netop banken!

Baggrunden for sagen var et klassisk svindelnummer, idet forbrugeren havde været udsat for kærlighedssvindel (love scam eller romance scam på engelsk).

Kærlighedssvindel

Kærlighedssvindel er en form for bedrageri, hvor en svindler opbygger en tilsyneladende romantisk relation til dig med det formål at udnytte dig økonomisk. Kontakten skabes typisk via datingsider eller sociale medier, hvor svindleren udgiver sig for at være en typisk attraktiv og samtidig troværdig person, ofte med en baggrund som f.eks. soldat, læge eller ingeniør, altid bosiddende i udlandet og ofte (men ikke altid) ganske velhavende.

Når relationen er etableret, opstår der pludselig et “problem”, det kan være sygdom, fastlåste midler, en flybillet for at kunne mødes eller en nødsituation. Her beder svindleren dig så om penge, ofte gentagne gange og under stigende pres. Ofre har i mange tilfælde overført store summer til svindlerne.

Forbrugeren (lad os kalde ham Johannes) havde over længere tid opbygget hvad Johannes selv oplevede som en tæt fjerndistancerelation til en kvinde, som ifølge egne oplysninger var fransk statsborger, nu bosiddende i Elfenbenskysten i Afrika. Johannes havde efterhånden kendt kvinden i 3 år og havde flere gange overført penge til hende til forskellige formål, selv om han aldrig havde mødt hende. Veninden stod nu til at arve en masse penge fra sin far i Afrika, men for at kunne få indledt arvesagen, havde hun endnu en gang brug for penge, denne gang 600 euro, som Johannes indvilligede i at overføre til hende.

De 600 euro, som jo ikke i sig selv var et så højt beløb, skulle mærkeligt nok ikke overføres til veninden selv, men til en af hendes venner, da veninden (ifølge hende selv) ikke havde nogen bankkonto, fordi hun ikke var arbejdstager…

Banken fangede overførslen og blokerede den, hvorefter den meddelte Johannes, at den havde gjort dette ud fra en mistanke om kærlighedssvindel.

Johannes blev meget vred over at blive behandlet på den måde af banken. Fuldt overbevist om, at hans veninde fortalte ham sandheden, følte han, at det var ham, der blev beskyldt for at foretage sig noget ulovligt, selv om han blot lovligt forsøgte at overføre penge til udlandet.

Undervejs i forløbet blev selv Johannes dog i sin dialog med banken og veninden overbevist om, at der var tale om svindel, men efter at have talt mere om sagen med veninden, var han “tilbage på sporet” og insisterede på at ville overføre de 600 euro til hende.

Banken fastholdt imidlertid sin blokering af overførslen, hvilket var baggrunden for, at Johannes klagede til klagenævnet. Ankenævnet troede heller ikke på historien, og banken fik medhold i, at den havde været i sin gode ret til at blokere overførslen.

Men Johannes syntes paradoksalt nok, at han havde tabt sagen, selv om banken havde reddet ham fra at blive snydt (igen).

Der er selvfølgelig tale om en ulykkelig sag, men sagen er også samtidig et godt eksempel på, hvor overbevisende svindlerne kan være i deres kontakt med deres ofre. Selv om alle andre står og fortæller Johannes, at han er ved at blive udsat for svindel, vælger han at blive ved med at tro på den veninde, som han aldrig nogensinde har mødt. Han er i sine følelsers vold og nægter at tro, at den relation, han har opbygget med sin “veninde” over 3 år har været et bedrag med det ene formål at narre penge ud af ham. Men pointen er også, at svindel ikke nødvendigvis føles som svindel, mens det står på, selv når advarslerne er tydelige og alle der står udefra og kigger på kan se virkeligheden.

Men der kan også drages en anden vigtig lære af sagen, og det er, at banker rent faktisk er i deres gode ret til at afvise betalingsoverførsler, når de har mistanke om, at der er tale om svindel. Det er, så vidt jeg ved, første gang Det Finansielle Ankenævn forholder sig til det spørgsmål, og ankenævnet ender altså med at blåstemple det, selv om jeg så sent som i sidste uge hørte fra en bankdirektør i en af de store banker, at bankerne ikke må standse en overførsel, da pengene jo er kundens. Og den holder jo så i hvert fald ikke længere. Et fromt ønske herfra kunne være, at bankerne blev bedre til netop det, at blokere for overførsler, de har mistanke om skyldes svindel.