Hvornår løber fortrydelsesretten fra, når du tilmelder dig en tjeneste med en gratis prøveperiode?
Du har sikkert prøvet det mange gange, at tilmelde dig en tjeneste på nettet med en gratis prøveperiode. Efter prøveperioden fortsætter tjenesten som en betalingstjeneste, hvis ikke du inden da har opsagt den. Men hvornår løber fortrydelsesretten egentlig fra i en sådan situation?
Når du køber noget på nettet, har du i de fleste tilfælde 14 dages fortrydelsesret. Og hvor der er tale om en tjeneste, der leveres online, løber denne ret fra den dag, hvor du opretter abonnementet. Men lad os sige, at tjenesten tilbyder en gratis prøveperiode på 30 dage, inden for hvilken du til enhver tid kan afmelde dig igen, og hvor du til gengæld begynder at skulle betale ved udløbet af den gratis prøveperiode, hvis ikke du har afmeldt dig inden da. Er din fortrydelsesret så udløbet under prøveperioden, eller løber den først fra den dag, hvor du begynder at betale?
Det spørgsmål har EU-Domstolen forholdt sig til i den såkaldte Sofatutor-sag, og svaret er, at fortrydelsesretten som udgangspunkt løber fra den dag, du opretter abonnementet, også selv om abonnementet starter med en gratis prøveperiode.
Dette forudsætter imidlertid, at du allerede inden indgåelsen af aftalen med den gratis prøveperiode får klare, forståelige og udtrykkelige oplysninger om, at abonnementet efter udløbet af gratisperioden overgår til et betalt abonnement.
I praksis betyder det, at du allerede i forbindelse med oprettelsen af det gratis prøveabonnement skal informeres om, at du efter udløbet af den gratis prøveperiode vil overgå til et betalt abonnement, hvis ikke du foretager dig noget, ligesom du skal oplyses om, hvad du så vil komme til at betale fremover.
Samtidig skal det også af den ”knap”, du klikker på for at gennemføre købet, fremgå at du er ved at gennemføre et køb med en betalingsforpligtelse og ikke blot ”start din gratis prøveperiode” eller lignende.
Herudover skal sælger også leve op til de øvrige oplysningskrav, der normalt gælder ved et almindeligt salg mod betaling af en tjeneste som den, du er ved at købe.
Lever sælger ikke op til disse krav, vil du (også) have 14 dages fortrydelsesret fra det tidspunkt, hvor betalingsforpligtelsen opstår, hvilket kan være værd at være opmærksom på, hvis du føler, du er blevet lokket ind i et abonnement, du ikke var klar over, der skulle betales for, og derfor gerne vil ud af igen.
Abonnér på mit nyhedsbrev
Få besked hver gang der er et nyt indlæg