Har du købt en madras på nettet (eller via andre former for fjernsalg), tilbyder mange sælgere at tage madrassen retur. Men hvad nu hvis sælger afviser at tage madrassen retur, fordi du har brudt emballagen og prøvet madrassen?
Nogle varer er undtaget fra fortrydelsesretten. Det gælder f.eks. “forseglede varer, som af sundhedsbeskyttelses- eller hygiejnemæssige årsager ikke er egnet til at blive returneret, og hvor forseglingen er blevet brudt efter leveringen”.
EU-Domstolen har imidlertid fastslået, at denne undtagelse ikke omfatter en madras, heller ikke selv om man har fjernet den beskyttende indpakning. En madras kan ifølge EU-Domstolen sammenlignes med tøj, som også kan komme i kontakt med huden, og som der også er fortrydelsesret på. Samtidig henviser Domstolen til, at madrasser benyttes på hoteller, at der er et marked for brugte madrasser, og at madrasser kan renses.
Du kan derfor roligt insistere på, at du har ret til at fortryde købet af en madras.
Retskilder:
Forbrugeraftalelovens § 18
EU-Domstolens dom i sag C-681/17

Læg en kommentar