Sextortion (sexafpresning)
Har du modtaget en e-mail, hvor nogen truer dig med at offentliggøre nøgenbilleder, nøgenvideoer eller lignende af dig i seksuelle situationer?
Så har du med al sandsynlighed været udsat for en efterhånden kendt svindelform på nettet kaldet sextortion eller sexafpresning på dansk.
De seneste måneder (starten af 2019) har rigtig mange danskere modtaget sådanne mails, hvor de får at vide, at en person har fået fat på nogle intimiderende billeder af en, som de vil offentliggøre, hvis ikke man betaler dem nogle penge (bitcoins). E-mailene er for det meste på engelsk, men forekommer også på dårligt dansk.
Disse mails gør mange nervøse, fordi indholdet i e-mailene umiddelbart kan give indtryk af, at afpresseren har noget at have sin påstand i. Nogle af trusselsmailene indeholder således et brugernavn og adgangskode, som modtageren genkender som sine egne, mens andre trusselsmails ser ud som om, de er afsendt fra modtagerens egen e-mail adresse og på den måde antyder, at afpresseren har fået adgang til modtagers e-mail konto og dermed også indholdet af de e-mails, man har sendt og modtaget.
Har du modtaget en sextortion mail, er der dog i langt de fleste tilfælde blot tale om en spam-mail, som er sendt helt ens til tusindvis af modtagere, og hvor afsender ikke er i besiddelse af nogen kompromitterende billeder eller videoer. De spiller bare på frygten for, at du tror på dem.
Selve begrebet sextortion opstod dog for flere år siden som en reel form for afpresning, hvor it-kriminelle på den ene eller anden måde kommer i besiddelse af intime billeder af deres ofre, typisk i dating-apps og på dating-hjemmesider, hvor efter sigende primært mænd på et tidspunkt lokkes til at sende et nøgenbillede eller det, der er værre, til kvinden, som han aldrig har mødt i virkeligheden. Kvinden i den anden ende er dog ikke ude efter et forhold, en affære eller sex for den sags skyld. Hun vil score penge. Hun gemmer fotoet eller videoen af manden og kræver så betaling for ikke at offentliggøre det yderst private billedmateriale. Kvinderne kan være “almindelige” kvinder, der bare tjener penge på denne måde, men det kan også sagtens være mænd, som bare udgiver sig for at være kvinder, eller det kan være egentlige kriminelle bander, som har gjort dette til en forretning.
Hvis det er den situation, du er i, ved du det nok allerede. Og hvis der alternativt er tale om en reel hacking af web-kameraet, som også kan forekomme, så vil en rigtig afpresser vise dig et eksempel på, hvad han er i besiddelse af for at bevise, at han har det.
Nedenfor prøver jeg at svare på nogle af de typiske spørgsmål, mange sidder med, hvis de modtager en sextortion mail. Har du andre spørgsmål, så stil dem gerne i kommentarfeltet nederst. Men først et par eksempler på, hvordan sextortion e-mails kan se ud:
Eksempel 1 på indholdet af en sextortion mail:
Eksempel 2 på indholdet af en sextortion mail:
Spørgsmål og svar
Hvad står sextortion for?
Sextortion er sammentrækning af de to engelske ord “sex” og “extorsion” (afpresning) for at indikere, at man bruger sex som afpresningsform. På dansk kaldes det sexafpresning.
Hvad gør jeg, hvis jeg får en sextortion e-mail?
Det korte svar på, hvad du skal gøre, hvis du modtager en sexafpresnings e-mail som dem beskrevet ovenfor, er ingenting. Du skal ikke svare på den, du skal ikke betale, du skal bare slette mailen.
Hvor har afpresseren mit brugernavn og min adgangskode fra?
Nogle oplever, at de mails, de modtager, indeholder et brugernavn og en adgangskode, de genkender som deres egne.
Efterhånden som vi alle har tilmeldt os en masse forskellige tjenester og platforme på nettet, sker det også med jævne mellemrum, at nogle af disse tjenester bliver hacket, og en kriminel dermed får adgang til en database indeholdende en masse e-mail adresser og adgangskoder. Sådanne oplysninger kan bl.a. bruges i et svindelnummer som her sexafpresning.
Hvordan har de kunnet sende e-mailen fra min egen e-mail adresse?
Nogle oplever, at den mail, de modtager, ser ud til at komme fra deres egen e-mail adresse, og modtager bliver derfor bange for, at afsender dermed har adgang til modtagers e-mail konto. Med lidt teknisk snilde kan en svindler imidlertid nemt få det til at se ud som om han sender en e-mail til dig fra din egen e-mail adresse, selv om han aldrig har haft adgang til din konto. Det kaldes også spoofing. Ordet kommer af det engelske udtryk at spoofe, hvilket vil sige at narre/lave sjov med. I forhold til e-mails taler man om spoofing, når afsender får det til at se ud som om en e-mail er afsendt fra en anden e-mail adresse, end den er i virkeligheden.
Selv om det ser ud som om den mail, du har modtaget, er afsendt fra din egen e-mail adresse, er det derfor så godt som altid ikke tilfældet, og afsender har ikke adgang til din e-mail konto.
Skal jeg svare på e-mailen?
Nej, du skal ikke begynde at svare afsender. Det kommer der ikke noget som helst ud af, og du giver blot svindlerne ekstra mulighed for at prøve at overbevise dig om, at de har noget på dig.
Skal jeg ændre mit brugernavn og adgangskode?
Hvis den e-mail, du har modtaget, indeholder brugernavn og adgangskode, som du stadig bruger i en eller flere sammenhænge, så bør du nok overveje at ændre oplysningerne de pågældende steder.
Hvis ikke du allerede bruger det, kan det i det hele taget være en god ide at overveje at bruge en password manager. Den kan hjælpe dig med at huske de mange forskellige logins, du bruger rundt omkring og samtidig kan den hjælpe med at gøre dine adgangskoder sværere og dermed sikrere.
Skal jeg betale løsepengene?
Nej, du skal ikke betale nogen løsepenge, allerede fordi der som nævnt blot er tale om et forsøg på svindel, hvor afsender slet ikke er i besiddelse af hverken billeder eller video af dig. Betaler du, er det ikke bare penge ud ad vinduet, du kan også være så godt som sikker på, at svindlerne bare prøver at presse endnu flere penge ud af dig, når de ser, at du hoppede på limpinden.
Selv hvis der er tale om rigtige afpressere, der beviser over for dig, at de har kompromitterende billeder af dig, er det en dårlig ide at betale, da du ikke har nogen som helst garanti for, at de ikke bare prøver at afpresse dig for flere penge. I den situation er det bedste, du kan gøre, at anmelde sagen til politiet.
Hvad er bitcoins?
I afpresningsmailen bliver du bedt om at betale afpresseren i bitcoins. Bitcoins er en digital valuta, som kan bruges til at betale med. Hvis du vil vide mere om Bitcoins, kan du læse om det hos Dansk Bitcoinforening.
Kan jeg være sikker på, de ikke har billeder af mig?
Som nævnt ovenfor er langt hovedparten af de sextortion mails, der bliver sendt, reelt bare spam-mails, hvor afsender prøver at narre dig til at tro, at han har kompromitterende billeder af dig. Ægte afpresning kan dog forekomme, men så vil du ikke være i tvivl, idet afpresseren typisk vil bevise det over for dig ved at vise dig noget af materialet. Gør han ikke det, er der med al sandsynlighed blot tale om et svindelforsøg.
Abonnér på mit nyhedsbrev
Få besked hver gang der er et nyt indlæg