1. oktober 2007

2 kommentarer

  • Forside
  • /
  • Blog
  • /
  • Kan man virkelig få Canal Digital for 10 kr.?

“Læg en flad tier og få mulighed for at modtage de bedste danske tv-kanaler”. Sådan lyder en af de reklamer, der for tiden kører på TV2, en reklame for tv-udbyderen Canal Digital. Men kan det nu være rigtigt? Kan man virkelig få Canal Digital for 10 kr.?

Nej, faktisk er den laveste pris, jeg kan slippe af sted med at betale, hvis jeg benytter mig af tilbuddet, 1.857 kr., og så får jeg endda kun pakken med de lokale danske kanaler. Vil jeg have en “ordentlig” pakke med nogle af de populære udenlandske kanaler, skal jeg af med mellem 3.000 og 5.000 kr. Men selv 1.857 kr. er ret langt fra 10 kr., og også langt fra den laveste månedlige abonnementsbetaling på 89 kr., der også oplyses om i reklamen som den eneste yderligere prisoplysning. Men hvordan hænger det så sammen?

Jo, hvis man kigger rigtig godt efter, når reklamen vises, ser man, hvis man er heldig, at der på et tidspunkt i reklamen i en kort periode står en tekst nederst på skærmen med meget små typer. Optager man reklamen på video og sætter reklamen på pause, mens teksten står på skærmen, ser man, at der her står, at det koster 1.857 kr. at benytte sig af tilbuddet, hvis man vælger lokalpakken. Man binder sig nemlig til et års abonnement, og da der samtidig skal betales en række gebyrer ud over abonnementet, løber det altså op i minimum 1.857 kr. Denne meget lille tekst, som kun står nederst på skærmen i 4-5 sekunder skal i øvrigt konkurrere med alt det spændende, der foregår i resten af skærmbilledet.

Hos TV2 Reklame kalder man den slags tekst for “pligttekst”. En tekst der skal være der, selv om annoncøren helst så, at den ikke var der (min udlægning). Men hvad er pligtteksten værd, hvis den er så svær at få øje på, at man i praksis alligevel ikke når at læse den? Ja hvis den overhovedet kan siges at have et formål, så må det være at kunne “forsvare” sig over for myndighederne, hvis nogen klager over, at reklamen er vildledende. Så kan man henvise til, at der jo blev oplyst om den fulde pris også. Men for den forbruger, som reklamen henvender sig til, er svaret, at teksten ikke er noget som helst værd.

Hvis jeg kan få et Canal Digital abonnement for 10 kr., så kan Canal Digital reklamere med det, men koster abonnementet 1.857 kr., så er det da det, de skal sige. Den ærlige reklame havde lydt: “Læg 1.857 kr. og få abonnement på Canal Digitals lokalpakke i 1 år. Se priserne på vores øvrige pakker på vores hjemmeside eller spørg hos forhandleren”.

Hvor længe skal vi blive ved med at finde os i den slags reklamer, der giver indtryk af, at der er tale om et langt bedre tilbud, end der reelt er tale om? På teleområdet kan annoncørerne ikke længere blot oplyse, at mobilen koster 1 kr. og så gemme alle de øvrige prisoplysninger væk. De har også pligt til at oplyse den samlede mindstepris i bindingsperioden klart og tydeligt. Det er den pris, der er den interessante for forbrugeren, den pris man som forbruger forpligter sig til at betale, og derfor den pris man har brug for at få oplyst. Hvorfor skal det være anderledes, når vi taler om digitale tv-pakker?

​Skriv en kommentar

Your email address will not be published. Required fields are marked

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

​relaterede indlæg