13. marts 2010

1 kommentarer

minutters læsetid

  • Forside
  • /
  • Blog
  • /
  • HD-boks fra Yousee – hvad venter du på?

En gang imellem introduceres et nyt produkt, som virkelig skiller sig ud på den gode måde. HD-boksen fra Yousee er et godt eksempel. Her får du for en gangs skyld et produkt, der bare virker, og som du med garanti vil få stor glæde af, hvis du ellers har et fladskærms-tv.

Efter at have haft en stor fladskærm i nogle år og have været lidt skuffet over billedkvaliteten, selv efter at være overgået til digitalt signal, som efter min mening klart er et oversolgt produkt, så lod jeg mig for et par måneder siden friste af en af de mange reklamer fra kabel-tv udbyderen Yousee og gik ned i en TDC-Butik og tegnede abonnement på en HD-boks og det der hedder Yousee Plus, i alt 89 kr. pr. måned.

Tilslutning og installation

Første tegn på, om et produkt er et godt eller dårligt produkt, er, hvor let det er at tilslutte til det øvrige udstyr. Hvor tit har man ikke prøvet at sidde med en håbløs manual og en masse uforståelige forklaringer og oplevet, at det slet ikke ser ud som det burde ifølge manualen. Men både tilslutning af HD-boksen og installation af kanalerne er superlet. Der er i bund og grund ikke noget, du skal tænke på. Du sætter den bare i strømstikket, antennestikket og tv’et, og så sørger den selv for resten med et par klik på ok-tasten fra din side. Den meget brugervenlige og kortfattede manual har du faktisk ikke en gang brug for.

Beskrivelsen af, hvordan du slutter boksen til internettet, kunne der dog godt være gjort lidt mere ud af, da internetadgang er en forudsætning for, at du kan bruge flere af de funktioner, jeg beskriver nedenfor. Her er du imidlertid nødt til at downloade den udvidede brugervejledning, som du finder på Yousees hjemmeside.

Men bortset fra dette lille minus, kan du altså med andre ord sidde og nyde tv i HD-kvalitet 5 minutter efter at have fået din HD-boks inden for døren.

Betjening

Efterhånden som de forskellige elektroniske apparater, der findes i ethvert hjem, bliver i stand til at udføre flere og flere funktioner, bliver de ofte også sværere og sværere at betjene, fordi producenterne glemmer at tænke brugervenlighed ind i produktet.

HD-boksen skiller sig i den grad ud ved at være meget let at betjene. Den har et meget logisk menusystem, og fjernbetjeningen har genvejsknapper til de centrale funktioner, som du bruger hele tiden. Derudover har du adgang (via et tryk på en enkelt knap) til en programguide, som giver dig et hurtigt overblik over, hvad der vises på alle programmer netop nu og de kommende timer og dage. Både nuværende og senere programmer kan du få vist en omtale af samtidig med at det program, du ser, bliver vist i et lille vindue forneden på skærmen. Smart.

Der er egentlig ikke så meget andet at sige om betjeningen, end at den bare virker. Der er tænkt over tingene, hvilket betyder, at du ikke selv behøver at tænke på, hvad du skal gøre. Det giver sig selv, og du kan bare nyde tv-oplevelsen i stedet for at tænke på, hvordan du nu bruger fjernbetjeningen.

TV i HD-kvalitet

HD-boksen skal du jo først og fremmest anskaffe dig for at kunne se tv i HD-kvalitet. I dag har de fleste formentlig et fladskærms-tv, men der er mange, der endnu ikke får det fulde udbytte af tv’et, idet de stadig modtager tv-signalerne analogt eller digitalt, men ikke i HD-kvalitet. Er du en af dem, vil du formentlig sidde tilbage og tænke, at billedet jo faktisk ikke ser bedre ud end på dit gamle tv, måske oven i købet tværtimod. Det fulde udbytte af et fladskærms-tv får du først, når det, du ser, er i HD-kvalitet. Og det bliver det med HD-boksen. Det er selvfølgelig stadigvæk langt fra alle programmer, du kan modtage i HD-kvalitet, men efterhånden dukker der dog flere og flere kanaler op. Og da jeg første gang så et tv-program i HD-kvalitet på mit tv, kunne oplevelsen beskrives med et enkelt ord: Wow.

Optag programmer

Med gamle videooptagere skulle man ofte sidde og indtaste program, dato, start- og sluttidspunkt for det, der skulle optages eller en lang kode, som man kunne finde i forskellige tv-programmer. Alt det er fortid med en HD-boks. Her finder du blot det program du gerne vil optage via programguiden, trykker på optage-knappen, og så er den ikke længere. Lettere bliver det vist ikke.

Start forfra

Du har sikkert ofte prøvet at komme lidt for sent hjem eller få tændt lidt for sent for tv’et og dermed ikke fået starten af en film eller et tv-program med. Det er der nu en løsning på. Uanset hvornår du begynder at se et program, der stadig er i gang, kan du med et enkelt tryk på fjernbetjeningen begynde at se programmet fra starten igen og dermed få det hele med. Spørg mig ikke hvordan det virker, men det gør det. Og det er genialt.

Samme funktion kan du selvfølgelig bruge, hvis du sidder og zapper rundt mellem tv-kanalerne for at finde noget spændende. Kommer du så til et spændende program, der har været i gang i en halv time, trykker du bare på knappen ”Start forfra” og så ser du programmet fra starten. Det er noget, der virker.

Sæt på pause

Du sidder og ser en spændende film og pludselig ringer telefonen. Irriterende. Og så har du hidtil været nødt til at træffe et valg, filmen eller telefonen. Med HD-boksen behøver du ikke længere vælge, du kan få begge dele. Ringer telefonen, trykker du blot på pauseknappen på fjernbetjeningen, og så stopper programmet. Når du så er færdig med at snakke i telefon, trykker du bare på afspil, og så fortsætter filmen, hvor du slap. Og her taler vi altså om et program, der kører live på tv og ikke en film, du har optaget eller lejet.

Pause-funktionen kan du i øvrigt også bruge til at slippe for at se de mange reklamer rundt omkring på de forskellige kanaler. Skal du se en film på TV3 kan du jo f.eks. ved filmens start blot trykke på pause-knappen og så vente 20 minutter med at begynde at se filmen, så kan du bagefter blot spole hen over reklameblokkene, når de dukker op. Medmindre du selvfølgelig elsker at se reklamer…

TV-arkiv

Glemte du at se et program, du gerne ville have set, eller nåede du ikke hjem til det, og bliver det ikke genudsendt, ja så har der hidtil ikke været så meget, du kunne gøre ved det. Så gik du bare glip af programmet. Men sådan behøver det ikke være længere. Med Yousee Plus får du med et tryk på en knap adgang til tv-arkivet, hvor du kan let kan finde det program frem, du gerne vil se og med et tryk på afspil starter programmet.

Den funktion er rigtig smart. Desværre virker den kun på udvalgte programmer og kun på DR’s kanaler, så indtil videre har det en begrænset anvendelse, men man kan jo håbe, at antallet af kanaler udvides med tiden.

Farvel Blockbuster

Hvor du indtil nu har været nødt til at gå ned i en Blockbuster eller en anden video-udlejningsbutik for at leje film, så kan du med en HD-boks leje filmene hjemme fra din sofa. Med et tryk på én knap på fjernbetjeningen er du inde i online biografen, hvor du kan vælge mellem en masse film, se coveret på filmen og læse om handlingen. Nogle film er tilgængelige i både HD- og almindelig DVD-kvalitet, mens andre kun er tilgængelige i DVD-kvalitet. Ønsker du at se filmen, trykker du blot på en knap, indtaster en kode og straks er du i gang med at se filmen, som du så har adgang til de næste 24 timer.

Du kan med andre ord vinke farvel til turen ned til videobutikken for at leje og turen ned til videobutikken for at aflevere igen og risikoen for en bøde, hvis du får afleveret for sent.

Konklusion

Efter nu at have brugt Yousees HD-boks dagligt i et par måneder må jeg konstatere, at det er et af de bedste ting, jeg har købt i lang tid. Det gør simpelthen tv-oplevelsen så meget større at se billederne i HD-kvalitet, og de mange nye funktioner er jeg hurtigt blevet afhængig af.

Har du et fladskærmstv og et kabeltv-abonnement fra Yousee, så er der egentlig ikke nogen grund til at vente. Hvis ellers du kan undvære 89 kr. om måneden, så er det bare med at komme ned i butikken og få hentet din HD-boks. Du vil ikke fortryde det.

PS: Nu er det jo sjældent jeg skriver så positivt om ting her på bloggen, som det er tilfældet med HD-boksen ovenfor, så bare for en god ordens skyld vil jeg lige gøre opmærksom på, at jeg på ingen måde har fået noget for at skrive så rosende et indlæg eller er blevet bedt om det. Jeg har skrevet anmeldelsen, fordi jeg synes, at noget godt lige så vel som noget skidt fortjener omtale.

PPS: Yousees HD-boks blev også anmeldt i tv-programmet So ein ding på DR2 for nogle uger siden. Programmet er 20 minutter langt, og hvis du har lyst, kan du se det her.

Skriv en kommentar

Din e-mail adresse bliver ikke offentliggjort. Nødvendige felter er markeret med *

  1. Det er noget lort.Man skal trykke på fjernbetjeningen flere gange fordi den ikke reagere.Men så reagere den og man har så lige pludselig trykket for langt frem. Der er for meget støj på internettet så der er dårlig signal så billede `lagger` og lign.

{"email":"Email address invalid","url":"Website address invalid","required":"Required field missing"}

relaterede indlæg